fbpx
 under Artikler

5 trin til den perfekte overskrift
 

8 ud af 10 læser din overskrift, men kun 2 ud af 10 læser teksten nedenunder.

 

Det siger statistikken.

Det er derfor helt essentielt for din forretning, at din overskrift sidder lige i skabet, og fanger dine kunders opmærksomhed lige med det vuns.

Og det er ligegyldigt om du sælger online kurser, fysiske produkter eller personlige services.

 

Dine overskrifter er det første, som dine potentielle kunder ser, og de skal virkelig sparke R**!

 

Jeg har derfor lavet en 5-trins-guide til dig, som er supernem at gå til, så du kan få lavet den helt perfekte overskrift.

(OGSÅ selvom du ikke har en kandidatuddannelse i kommunikation…)

 


 

5 trin til den perfekte overskrift

 

Jeg har lavet en lille guide til, hvordan du finder frem til den helt perfekte overskrift for netop dit produkt.

Jeg har brugt eksempler fra en af mine søde kunder, Pernille Bothmann (pernillebothmann.dk), som hjælper forældre til børn der er ramt af mistrivsel og angst.

Pernille skulle finde en god overskrift til sit kommende online kursus for mødre, der har brug for støtte og værktøjer til at hjælpe deres børn bedst muligt i hverdagen.

 


 

Step 1 – Hvad er din kundes problem?

 

Stil dig selv spørgsmålet: “Hvad er det for et problem min (absolutte ønske-)kunde har, når de henvender sig til mig.” Skriv gerne flere sætninger ned, og eventuelt i punktform.

HUSK at det skal være din drømmekunde du går ud fra, og du skal tale direkte til din kunde i du/jeg-sprog. Ikke noget med vi/vores. Du skal have fokus på din kunde!

Det er bedre at skyde præcist og ramme få (men relevante) mennesker, end at skyde bredt og ramme en masse, som slet ikke er i din målgruppe. “Hvis du skriver til alle, skriver du til ingen.”

Her er nogle at Pernilles punkter fra step 1:

  • Barnet mistrives og/eller har angst
  • Moderen er stresset
  • Hun føler sig magtesløs
  • Hun er bekymret og har mange spekulationer
  • Hun har ingen energi i hverdagen
  • Barnet har hovedpine, kan ikke sove, kan ikke finde ro
  • Barnet er kontaktsøgende, græder, bliver hysterisk

 


 

Step 2 – Hvordan hjælper du din kunde?

 

Spørg nu dig selv: “Hvordan løser jeg min kundes problem?” Samme princip som i step 1. Skriv en punktliste over hvad du præcist gør for at løse udfordringen. Og tilføj gerne hvordan du gør det anderledes (bedre) end dine konkurrenter.

Her er nogle at Pernilles punkter fra step 2:

  • Hjælp til mødre/forældre – hvordan kan de hjælpe deres børn
  • Online kursus i en travl hverdag
  • Konkrete værktøjer og øvelser til hverdagen
  • Brugbart, nemt at gå til, nemt at implementere i hverdagen
  • Videoer til mor + barn

 


 

Step 3 – Hvordan føles resultatet for din kunde?

 

Hvordan har din kunde det, når deres problem er blevet løst? Hvordan føles slutresultatet for dem? Skriv gerne flere punkter ned, for dette step er særligt vigtigt! Kunden skal – ud fra din overskrift – allerede kunne mærke, hvordan det føles når de har modtaget din service.

Her er nogle at Pernilles punkter fra step 3:

  • Moderen vil opleve mere ro
  • Hun vil have akutte konkrete løsninger og værktøjer
  • Hun slipper de tunge følelser overfor sit barn
  • Hun får overskuddet tilbage som mor
  • Hun mærker styrke og power til at hjælpe sig barn
  • Hun føler sig som en Super-Mom / Power-Mom
  • Hun skaber balance i hele familien

 


 

Step 4 – Klippe klippe klistre…

 

Nu skal der lægges puslespil. Du har fra step 1-3 en masse gode sætninger, som du kan bruge til din overskrift.

Nu er din opgave at udvælge de bedste og kombinere dem.

Her er nogle af de kombinationer, som vi overvejede til Pernilles online kursus:

  • Sådan får du overskud til at hjælpe dit barn
  • Sådan finder du ro i kaos
  • Fra magtesløs til Super-Mom!
  • Fra mistrivsel til overskud
  • Skab balance i hele familien

 


 

Step 5 – Bliv konkret og praktisk

 

Tilføj det praktiske perspektiv!

Når du har sammensat nogle forskellige forslag til overskrift i step 4, så overvej nøje, hvilke indsigelser din potentielle kunder muligvis kan have til din service.

Måske tænker de: “Men det er nok dyrt” eller “Det tager sikkert lang tid” eller “Det er nok besværligt for mig”.

Du ved sikkert allerede, hvilke indsigelser og modargumenter som din potentielle kunder kan have, mod at lægge penge i din biks.

 

Hvad er den primære stopklods? Prøv at aflive den allerede i din overskrift. Her er eksempler:
  • ... uden at det koster en formue!
  • … på blot 2 uger!
  • … nemt og hurtigt!

 


 

Slutresultatet på Pernilles overskrift til online kurset blev:

 

Fra magtesløs til Super-Mom på 5 uger

– Sådan får du skabt balance i hele familien!*

*En underoverskrift som denne kan være rigtig god at tilføje. Så kan du bruge den alle de steder hvor der er plads, men den kan også skæres væk uden at det påvirker dit primære budskab.

 

Husk også at bruge dit netværk. Spørg venner, familie og dine nuværende kunder til råds, og hør hvad de synes. Hvis du har svært ved at vælge 1 overskrift, så er det oplagt at du splittester de forskellige overskrifter i dine annoncer. Men det er en helt anden guide 🙂

Jeg håber du fik noget ud af de 5 trin.

Hvis du har spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte mig på hej@marketinghjaelp.dk

/Charlotte